Iværksætteri

Seje typer #3 MyMonii *Gæsteindlæg*

Vi starter lige den nye uge med et gæsteindlæg fra en mega sej dame. Hun er CEO og Founder af virksomheden MyMonii, og så har hun iøvrigt været med til at stifte women in tech. AWESOME. Vi har talt lidt med hende om det der med at have sin egen virksomhed. Sig pænt goddag til Louise Ferslev. 

For at fortælle lidt om virksomheden, så er MyMonii en app, der gør det muligt for børn og unge at blive bedre til at spare op og lære om økonomi. MyMonii kan hjælpe børnefamilier med at administrere indtjening, opsparing og forbrug.

Skærmbillede 2016-02-17 14.57.01

Og lad os så komme i gang.

Hvad skal der praktisk til for at lancere en virksomhed?

Der skal rigtig mange forskellige ting til, som man slet ikke har mulighed for at forudse. Det er også meget forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvad det kræver. Hvis man bare er forberedt på, at der kommer mange uforudsete opgaver, så er man godt på vej. Men det som der med sikkerhed skal til, er minimum en person, der vil gøre alt for at starte virksomheden og som har tålmodigheden til at blive ved med at prøve forskellige veje af, også selvom det i perioder ikke er sjovt og kan være ekstremt kedeligt, hvis der ikke lige er gang i den.

Hvordan blev du iværksætter og hvad var motivationen?

Det skete egentlig meget naturligt. Det var mere en blød overgang, end det var en beslutning jeg traf. Det startede med at jeg blev inspireret af nogle af mine venner, som havde nogle gode forretningsidéer. Så valgte jeg egentlig bare en idé og begyndte at researche på markedet og eksisterende løsninger, snakke med eksperter, som kunne bidrage med viden til hvordan jeg kunne lave idéen til en virksomhed og så fandt jeg ud af at jeg synes den proces var rigtig spændende. Jeg synes det var fedt at kunne tage ud og holde møder med folk i store virksomheder og overbevise dem om at min idé var god.

2015-09-23 07.54.58

Hvordan er konceptet/idéen startet?

Idéen opstod heller ikke fra den ene dag til den anden. Det var under min research til nogle af de andre forretningsidéer og efter at have samlet en masse viden hos forskellige eksperter, at idéen opstod. Siden da har idéen udviklet sig rigtig meget. Dengang kaldte jeg idéen for Lommepengekortet, fordi jeg ville oprette mit eget kortprogram til børn i alderen 8-16 år, så de kunne lære at styre deres egne lommepenge. Som tiden gik og med alle de inputs jeg fik fra alle mennesker omkring mig, tog idéen en drejning, så kerneproduktet blev en app og betalingsdelen (et betalingskort eller mobilbetaling) er en mindre ting, der måske kommer i fremtiden. Men fokus gik fra betalingskortet til selve platformen (app’en). Som app’en er nu – med virtuelle penge – så er der rigtig mange familier, der har glæde af det og har fået et værktøj til at styre lommepenge og få deres børn til at forstå værdien af penge.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter?

Det bliver svært at beslutte mig for en ting, som er det bedste, for det er mere en kombination af mange ting, som har fanget mig. Det lyder mærkeligt, men noget af det bedste jeg ved, er at der ligger problemer foran mig, som jeg ikke ved hvordan jeg løser. Jo større udfordringer, der ligger foran mig, jo federe synes jeg det er. Nogle gange kan udfordringerne virke så uoverskuelige og svære, at jeg har haft lyst til at give op. Men når man så får tænkt over det i et par dage og ender med at finde en løsning, så er det bare en endnu federe følelse at have overvundet frygten for at ikke at kunne fikse det.

Det fascinerer mig også at jeg kan skal forsøge at forudse fremtiden for virksomheden og hele tiden tænke 2 skridt ud i fremtiden. Jeg kan selv bestemme hvem jeg vil arbejde sammen med, hvem jeg vil ansætte, hvordan kulturen i virksomheden skal være, hvordan arbejdsprocesserne skal være, jeg bestemmer selv hvad vores vision er, hvor vi vil sidde på kontor osv osv. Det synes jeg er sjovt!

2015-12-06 12.53.07

Hvad gør du når det er hårdt at være iværksætter – og tingene går mod dig?

Hvis det er noget pludseligt opstået, så kan en lille løbetur virkelig hjælpe meget! Hvis ikke løbeturen hjælper, så venter jeg med at tage stilling til det før jeg har sovet igennem en nat (8-9 timer). Hvis en løbetur og en god nattesøvn ikke løser det, så snakker jeg med min kæreste om det og så har han for det meste nogle beroligende inputs. Ellers hiver jeg fat i folk omkring mig: Venner, familie, folk som er forbilleder og mentorer for mig, og fortæller dem det præcis som det er. Tit hjælper det bare at sige det højt. Hvis jeg over en længere periode er ved at brække mig over det, så prøver jeg at lade være med at fokusere for meget på det og bare arbejde, uden at tænke for meget over det, indtil motivationen kommer igen.

Ellers kan man altid nusse lidt med vores office dog Lilo
Ellers kan man altid nusse lidt med vores office dog Lilo

Hvad er de(t) bedste råd du har fået/vil give videre?

Mit bedste råd er: Hav tålmodighed og bare bliv ved og ved. Det kommer til at gøre forskellen fra alle de andre idéer, der aldrig bliver til virkelighed. Husk: Alle de iværksætter idéer, man læser om i medierne, de har for det meste været undervejs i flere år. Så det er ikke unormalt at bruge 2-3 år på at få en idé lavet til en virksomhed, og specielt hvis det er dit første startup og du derfor ingen erfaring har med det. Lad være med at gå all-in fra start, for der er alligevel aldrig nok arbejde i starten til at gå fuld tid på det. Så bare kør det ved siden af studiet eller arbejdet og ser hvad der sker.

Hvad ville du ønske, at du havde vidst inden du kastede dig ud i det? Hvad tror du/ er den største barriere/forhindring for at gøre en idé til virkelighed?

Der er mange ting, og det er sikkert meget forskelligt fra startup til startup. Men en af de ting jeg ville ønske jeg havde gjort anerledes er at lave nogle ordentlige samarbejdsaftaler. Dem vi lavede i sin tid, var lavet så vi hver især var bundet op på hvilke roller vi skulle gribe i virksomheden, samt hvor mange timer vi skulle arbejde, hvilket er meget flyvsk. Jeg ville ønske, at vi havde bundet hver person op på KPI’er – altså helt konkrete mål for hver person, der skulle nås. Lang historie kort: Det endte med at en partner ikke arbejdede, vi smed ham ud, han ville ikke ud og så var der 6 måneder med advokatomkostninger og ondt i maven.

Hvis du har lyst må du meget gerne fortælle lidt om jeres investeringsproces?

Helt tilbage da jeg startede MyMonii (dengang det hed Lommepengekortet), så lavede jeg et flot powerpoint show og så fandt jeg en liste med VC’s og Angel investors, som jeg så bare skrev ud til med det overordnede formål at hive 3 millioner ind, så jeg kunne starte virksomheden.

Den strategi virkede ikke – overhovedet!

Så mødtes jeg med 3 gutter, og vi besluttede at investere penge i det hver især. De 3 smed hver 60.000 kr. og jeg smed 30.000 kr.. Fik banken til at udvide min kassekredit, for det var ikke nogle penge jeg havde i forvejen. Så havde vi 210.000 kr. som vi skulle bruge til at få lavet en helt basic MVP. Herefter skete der et par sunde udskiftninger i teamet på 4, så vi kom ned på 2: Mig og Thor Angelo.

Thor og jeg aftalte så, at jeg skulle investere den tid, der skulle til for at nå til proof-of-concept, og Thor skulle så smide den kapital, der skulle til. Og i efteråret fik MyMonii 600.000 kr. ind, for at teste markedet yderligere af. Indtil videre når vi vores mål og gør det faktisk lidt bedre. Så det tyder på at teamet er af den rigtige konstellation nu.

2015-11-30 13.03.03

On a whole different note, hvorfor er det vigtigt for dig at arbejde med women in tech?

Det er vigtigt for mig, fordi jeg kender rigtig mange kvinder, der har gode idéer på tegnebrættet, som aldrig kommer ud og møder markedet, fordi de ofte er for perfektionistiske til at smide det ud til brugerne og få den nødvendige feedback. Der er 2 idéer med kvindelige foundere som jeg har ”sparket i røven” og som nu er blevet til virksomheder, og hvis jeg kan være med til at hjælpe og inspirere flere til at turde føre deres idéer ud til markedet, så vil jeg meget gerne det!

2015-11-30 13.06.51

Vi siger tak til Louise. Vil du gerne hænge ud med hende, så duk lige op til det her seje event: http://bit.ly/1qnCEpx

Hvis du kunne bruge et godt råd fra Louise, eller gerne vil høre mere så er du meget velkommen til at kontakte hende på: louise@mymonii.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *