Business Iværksætteri Personligt

Er du en god leder?

Selv i en lille start-up kan det nogle gange være svært at kommunikere. Selv hos tiny hvor vi er et team på fire mennesker misforstår vi hinanden eller mangler information. Nogle gange forstår jeg simpelthen ikke hvordan det kan lade sig gøre, men det viser bare hvor vigtig intern kommunikation er.

Jeg kalder ofte tiny min baby, og jeg tror mange har det på den måde med deres start-ups. Virksomheden betyder så meget for mig, og det er virksomheden der kommer først, ikke mig eller mine co-founders. Men som stifter af tiny ser jeg det også som en stor del af mit ansvar at motivere mine kollegaer, at sørge for at de er glade, har klare mål og arbejdsopgaver, at de elsker at være på arbejde. Og at vi selvfølgelig skaber en kultur hvor der kan kommunikeres åbent og ærligt om hvordan vi har det.

IMG_0331

Det ansvar er virkelig spændende og en kæmpe udfordring. Og nogle gange må man bide sig selv i tungen, og indse at selvom man er uenig, så har man absolut intet sagligt grundlag for hvorfor ens egen holdning er bedre end ens kollegas. Så man holder sin mund og sætter sin lid til den pågældende person. Også selvom det drejer sig om ens baby.

Sagen er nemlig den, at hvis ikke mine kollegaer går op i at passe på virksomheden, så kan jeg ikke kun bebrejde dem. Så er jeg sgu nødt til at se indad og overveje hvordan det er jeg arbejder sammen med dem. Hvordan jeg leder. Det leder mine tanker hen på de der nanny-programmer jeg så som teenager, hvor en super nanny skulle ud og hjælpe forældre med deres ‘forfærdelige’ børn. Hun skyldte altid skylden på forældrene, aldrig børnene. I et team er vi jo alle voksne, så den gælder ikke heeelt længere, men der er forhåbentlig heller ingen der lægger sig på gulvet og skriger på arbejdspladsen, eller bider deres kollega. Men grundtanken kan jeg nu godt lide. Vi er nødt til selv at tage ansvar.

I går faldt jeg så over denne artikel om ledelse – der siger at dårlig ledelse kan være direkte livsfarligt for medarbejdere. Det tror jeg godt på. Og jeg tror også at det kan være livsfarligt for virksomheder. Og selvom formuleringen skal være ordentlig, så håber jeg at jeg kan skabe et miljø hvor vi åbent kan tale om mine leder-evner, ligesom vi åbent kan tale om vores alles motivation og indvirkning på teamet. Kun på den måde kan min baby få den bedste start på livet.

IMG_1042

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *